De enestående Cortez perler
I et langt stykke tid har jeg været dybt fascineret og meget glad for brugen af de mørke Tahiti perler, og nu har en ny perle meldt sig på banen. Det er de enestående Cortez perler - en perle hvor alle regnbuens farver kan spejle sig i dens overflade. Cortez perlen kommer fra den regnbuelæbede perlemusling “Pteria sterna” - som er en ret delikat type musling, hvori det er yderst vanskeligt at dyrke perler. Efter mange års prøvelser og forsøg lykkedes det, ikke desto mindre, tre biologer at fuldende deres ønske og hypotese om at dyrke perler af høj kvalitet i netop denne type perlemusling.
Cortez perlerne anses for at være den mest sjældne saltvandskulturperle i verden og dyrkes kun på én eneste farm i det nordvestlige Mexico. Der udvindes cirka 4000 perler årligt af forskellige kvalitet, hvoraf kun de smukkeste er bestemt til at blive eksporteret. Til sammenligning udvindes der årligt flere tons af Tahiti perler, South Sea perler og ferskvandsperler. Udover at være sjældne er perlen også 100% bæredygtig - det vil sige at man forsøger at skabe gode betingelser for både de mennesker, der til dagligt arbejder på perlefarmene. samt miljøet hvori perlerne dyrkes, så kommende generationer sikres en levevej og naturens økosystem holdes i balance. Det er det jeg som guldsmed gerne vil være med til at støtte op om og derfor jeg, i mange år, har haft et tæt samarbejde med Marc’Harit, der er med til at sikre at disse forhold opretholdes. Marc’Harit er ligeledes Europas eneste distributør af Cortez perlerne.
Det der kendetegner Cortez perlen er den yderst intense glans og de helt unikke farver, som spænder inden for alle af regnbuens farver. Perlerne er lysere, end mange Tahiti perler, og har lys- eller mørkegrå grundtone. Dertil kommer så alle overtonerne i en eller flere af regnbuens farver, såsom grøn, blå, lilla, pink, rødlig men også helt gyldenbrun som boblerne i et glas champagne. Det kan minde om de skønne Tahiti perler, som jo også kan brillere med noget af et farvespænd, farvespillet i en Cortez kan dog synes mere nuanceret of sofistikeret. Den regnbuelæbede perlemusling er en anelse mindre end den sortlæbede perlemusling, som Tahiti perlen dyrkes i og Cortez perlen findes derfor i størrelsen mellem 8-12 mm
Fotograf: Visuals By Chamara - Lasse Chamara